Kære Marienlyst Slots Venner.

Fra mange forskellige sider oplever vi stor interesse for Marienlyst Slot. Ud over det store antal medlemmer, der ønsker at støtte arbejdet med at skabe en ny fremtid for slottet, så er der også en stigende interesse fra forskellige grupper, der har hørt om Marienlyst Slot, og som gerne vil på besøg og høre mere om slottets historie og om fremtidsprojektet. Vi er naturligvis meget glade for denne interesse, der også byder på nye, spændende samarbejdsrelationer og nye ideer til, hvordan man kan benytte slottet.

Teater på Marienlyst Slot

Helsingør Teater er en af disse nye samarbejdspartnere, og lederen, Jens Frimann, var ikke længe om at se mulighederne i det tomme slot, der danner en fantastisk kulisse, egnet til flere typer af teaterformål. Helsingør Teater har derfor i samarbejde med Marienlyst Slots Venner taget initiativ til en række teaterforestillinger på slottet, og vil med disse forestillingerne sætte fokus på Marienlyst Slots kvaliteter og belyse dem med kunstnerisk ambitiøse projekter.

Rækken af teaterforestillinger indledes med ”Habitaculum”, der opføres af den spanske trup Kamtchatka. Det er en levende installationsforestilling, hvor publikum bliver konfronteret med det usædvanlige i dagligdags gøremål. Et sted hvor man kan røre, afprøve og undersøge verden omkring os. Med sit strejf af storhed og afskårethed skaber Marienlyst Slot den perfekte ramme for forestillingen, der spilles som led i Gadeteaterfestivalen.

Kom til teater på Marienlyst Slot

Habitaculum” kan opleves på Marienlyst Slot den 3. og den 4. august kl.15.00, 15.20, 15.40, 16.00, 16.20, 16.40, 17.00, 17.20, 17.40, 18.00.

Billetter koster 50 kr. og kan købes ved indgangen eller bestilles på www.helsingor-teater.dk.

HABITACULUM, KAMCHÀTKA (CAT)

Habitaculum er en levende installationsforestilling, hvor publikum – alene eller i små grupper – går på opdagelse i et hus, hvis rum har forskellige sanselige funktioner. I disse sanselige omgivelser bliver publikum konfronteret med det usædvanlige i dagligdags gøremål, såsom at drikke kaffe eller lytte til musik. Et sted hvor man som publikum kan røre, afprøve og undersøge verden omkring os, og tænke over grundlaget for vores egen perception.

I løbet af sensommeren og efteråret følger tre nye opsætninger, som vi naturligvis vil annoncere nærmere, når tiden nærmer sig:

  • Figura Ensemble med forestillingen ”Glimt” , 22.-26. august 2014
  • Cantabile 2 med forestillingen ”Lykkens Paradoks” 25.-28. september 2014
  • Pagten efter Karen Blixens fortælling, 29.-30. november 2014

Vi har brug for din hjælp

I forbindelse med teaterforestillingerne på Marienlyst Slot har Helsingør Teater brug for nogle hjælpere. I det vedhæftede brev er det nærmere beskrevet, hvilken hjælp, der er brug for, og vi håber meget, at der er medlemmer, som har tid og lyst til at give en hånd med.

Læs brevet her.