Mød de tre forfattere til den nye bog om Marienlyst Slot og haver, og deltag i en smuk og spændende tur i de historiske haver omkring slottet. 

De tre entusiastiske og meget vidende fortællere, kunsthistoriker Lulu Salto Stephensen, arkitekt Hannes Stephensen og museumsinspektør Lars Bjørn Madsen, byder på en guidet tur rundt i både parterrehaven og i slottets baghave, der strækker sig fra Marienlyst Slot og helt ud til Højstrup. I denne have finder man resterne af det internationalt berømte romantiske haveanlæg, som foreningen arbejder på at genskabe.

Turen starter ved slottet, og forventes at vare ca. 2 timer. Som afslutning på turen vil der blive budt på en forfriskning. Det er gratis at deltage, og alle interesserede er velkomne, men det skal bemærkes, at dele af turen ikke er egnet for gangbesværede. Af hensyn til planlægning skal vi venligst bede om tilmelding på mailadressen: info@marienlyst.nu

Vi håber, at mange har mulighed for at deltage i havevandringen, der giver en enestående mulighed for at få uddybet, hvad der i tidens løb har været af anlæg og beplantning, ligesom det vil være muligt at få udpeget de spændende kulturhistoriske elementer, der fandtes i den romantiske have.

Turen er tænkt som en opfølgning på den nye bog om Marienlyst Slot og haver, der udleveres til alle medlemmer. De medlemmer, som endnu ikke har modtaget bogen, kan henvende sig i Museumsbutikken på Bymuseet eller få bogen udleveret i forbindelse med havevandringen.