Marienlyst Slots Venner

Mere om projekt Fremtidens Marienlyst Slot

Hvorfor formidling af havekunst?

Med projektet ønsker Marienlyst Slots Venner at genrejse stedet, så alle igen får mulighed for at glæde sig over både slot og haver. Desuden er det projektets idé at invitere indenfor i den rigdom og inspiration, som moderne mennesker kan finde i havekunstens univers – på tværs af alder, forudsætninger og landegrænser.

Havekunsten har meget at byde på. I Danmark er der mange eksempler på fine haveanlæg, både nye og gamle, men der findes ingen steder, hvor havekunst formidles som kunstart.

Den tankemæssige idérigdom, der ligger til grund for havernes opståen, rummer værdifuld og nyttig viden, som er vigtig at bære ind i fremtiden. Desuden fortjener havekunsten at blive sat i fokus og formidlet. Både som den særlige kunstart, den udgør, og i relation til de tanker og visioner, der ligger til grund for den.

Havekunst som kunstart

Havekunst er beslægtet med andre kunstarter, men adskiller sig markant ved at være skabt af levende materiale. Som noget helt særligt giver havekunsten mulighed for, at man lader sig helt omslutte af kunstværket. Samtidig taler havekunsten til både syns-, høre- og lugtesansen i en symbiose, der er helt enestående for en enkelt kunstart.

Historisk har havekunsten bevæget sig mellem to meget forskellige havetyper: Den arkitektoniske have og den landskabelige have. Disse to haver udgør havekunstens arketyper, og ganske enestående er det, at Marienlyst Slot er omgivet af både en landskabelig og en arkitektonisk have. Begge haver er af høj historisk og kunstnerisk værdi. Denne særlige kombination gør Marienlyst Slot til et oplagt sted for formidling af havekunst, hvor publikum gennem havevandring i de to vidt forskellige haver, udstillinger og særlige arrangementer kan lade sig inspirere af havekunstens historie og idégrundlag.

Marienlyst Slots haver har gennemløbet alle de store udviklingstrin inden for havekunsthistorien, fra middelalder til nyere tid. De forskellige udviklingstrin er alle veldokumenterede. Alene af den grund virker det oplagt, at lade slottet og haverne danne rammen om havekunstens fortælling.

Digital formidling

Formidlingen skal foregå både indenfor på slottet og udendørs i haverne, hvor man kan opleve havekunstens kvaliteter ”live”.

Ambitionen er et højt, fagligt underbygget niveau. Formidlingen tilrettelægges således, at alle, uanset forudsætninger, får en udbytterig oplevelse.

Moderne digitale formidlingsformer vil bidrage til at formidle havekunsten på en spændende og involverende måde, hvor de besøgende både ”underholdes” og får ny viden. Projektioner og timescope teknologi giver f.eks. mulighed for selv at vælge ”fokus”. En app med bluetooth-baserede iBeacons giver den besøgende mulighed for at få information om netop den plante, busk eller træ, som vedkommende lige nu befinder sig ved. Det vil således være muligt at gå rundt i haverne og undervejs modtage relevante informationer om det, man oplever. Særligt i forhold til børn og unge vil dette også kunne bruges i forbindelse med en havequiz.

En ny og avanceret hjemmeside er en væsentlig del af formidlingen. Hjemmesiden skal tilrettelægges således, at den også kan bruges i skolernes undervisning. Aktiviteter og information skal derfor i vidt omfang være tilgængelig, også når man ikke fysisk er på besøg.

Ideer til formidling af havekunsten

  • Historien om Marienlyst Slot og haver fra 1588 til i dag – fortalt i en delvist permanent udstilling. Der skal være plads til fornyelser i udstillingen, og Marienlyst Slots to haver vil få en central rolle i formidlingen som en synlig visualisering af denne fortælling, der kan opleves ”
  • Havekunstens europæiske historie vil også kunne fortælles, og der vil kunne trækkes linjer til Marienlyst Slots historie, så hele initiativet vil få en indre sammenhængskraft. Det omfattende materiale vil kunne formidles audiovisuelt, hvorved historien vil kunne redigeres og suppleres løbende. På længere sigt vil formidlingen også kunne omfatte Østens og Amerikas havekultur.
  • Audiovisuel formidling af moderne, internationale landskabsprojekter. Projekterne indhentes fra hele verden og formidles gerne inden de er udført.
  • Havekultur i børnehøjde – særlige tiltag, der har til formål at motivere børn og unge for de kvaliteter og muligheder, der ligger i havekulturens idéverden. Målet er, at formulere budskaberne og arrangementerne så også yngre generationer føler sig tiltrukket af det groendes univers. Det vil være oplagt at indgå et samarbejde med skolerne om læring uden for skolemiljøet jfr. skolereformen.
  • Oplevelsesarrangementer af forskellig art, f.eks. masterclasses forestået af haveeksperter, hvor deltagerne undervises i – og selv er med til at beskære, pode m.v.
  • Faglige arrangementer – samarbejde og formidling inden for fagets udøvere med inddragelse af fagrelevante organisationer, dels for at kunne tilbyde de enkelte fag relevante arrangementer, dels for at skabe en platform, hvor eksisterende viden kan formidles på tværs af faggrupper.
  • Haveturisme – koordinering og formidling af haveturisme i samarbejde med relevante organisationer. En samlet oversigt over havearrangementer og rejser med havetema vil skabe overblik og lette brugerne betydeligt.

Øvrige aktiviteter

Arrangementer og udlejning

Slottets 1. sal, der tidligere har været anvendt som udstillingslokaler, byder på smukke rammer for skiftende udstillinger.

De store, fornemt udsmykkede rum på slottets 2. sal skal anvendes til formål tilpasset de særlige kvaliteter på denne etage. Spisesalen indbyder til arrangementer med kulinarisk indhold, og “Kongens Værelse” med de fine akustiske forhold danner en optimal ramme for musikalske arrangementer, oplæsninger og foredrag.

For at supplere indtjeningen skal slottets øverste etage også i et vist omfang benyttes til udlejningsformål, f.eks. receptioner og konferencer for virksomheder og institutioner, samt fotooptagelser og modeshows.

De smukke udendørs rammer, der kan tiltrække mange mennesker, skal selvfølgelig også benyttes til skiftende arrangementer med årstidsrelevante havetemaer.

Haverne er også meget velegnede til udendørs koncerter og teaterforestillinger, hvor slottet kan udgøre en fin kulisse. Den nyanlagte tagterrasse udgør en helt unik ”scene” for udendørs koncerter, hvor tilskuerne fra den højtliggende have bag slottet kan nyde musik og optræden, med en fantastisk udsigt over Øresund og svenskekysten som enestående baggrund.

Væksthus med plantesalg

Marienlyst Slots Venner har fået tilbudt en kameliaplante, der oprindeligt stammer fra gartneriet i tilslutning til slottes have. Planten er fra ca. 1880 og er 3 meter høj.

En særlig attraktion kunne være at få genopført et væksthus, der kan huse denne imponerende plante. Væksthuset kunne samtidig anvendes til salg af stiklinger fra kameliaplanten samt salg af andre blomster og planter.

Café med udsigt

I stueetagen indrettes en hyggelig café, hvor man kan sidde og nyde de pragtfulde omgivelser og udsigten over parterrehaven. I sommerhalvåret naturligvis med udendørs servering.

Desuden indrettes billetsalg og en museumsbutik med relevante varer i god kvalitet.

Organisering og drift

Fonden Marienlyst Slot skal stå for den fremtidige drift. Fondens ledelse udgøres af en bestyrelse, der – udover repræsentanter fra Helsingør Kommune samt Marienlyst Slots Venner – omfatter kompetencer inden for bl.a. havekunst, landskabsarkitektur, formidling og driftsøkonomi.

 

Det er ambitionen, at projektet skal favne bredt, både i forhold til besøgende og i forhold til dem, der er involveret i projektet. Marienlyst Slots Venner lægger samtidig vægt på, at projektet skal være inkluderende. Derfor tilrettelægges driften som en socialøkonomisk virksomhed, der kan beskæftige personer, som af forskellige grunde er sat uden for det almindelige arbejdsmarked. Ved at tilbyde arbejdsopgaver i café og museumsbutik, rengøring eller kustode- og pedelvirksomhed, kan disse personer hjælpes ind på arbejdsmarkedet.

Erfaringer fra andre projekter viser, at “det der gror” er en særdeles god ramme for socialt udsatte mennesker. Marienlyst Slots Venner arbejder derfor på, at Fonden Marienlyst Slot kan overtage vedligeholdelsen af haverne som en del af den socialøkonomiske virksomhed.

Med den socialøkonomiske konstruktion vil et eventuelt økonomisk overskud blive geninvesteret i udvikling af den socialøkonomiske virksomhed, eller i andre sociale formål, således at overskuddet er med til at øge den sociale effekt.

Marienlyst Slots Venner er baseret på frivillig indsats, og i den kommende drift er det frivillige engagement væsentligt, særligt i forbindelse med større arrangementer. Men frivillighed er ikke en forudsætning for den daglige drift. En erfaren, dynamisk leder, en assistent, en kok, og en ansvarlig for café, butik og rengøring ansættes til at varetage driften, sammen med ansatte i skånejob. Til havekunstformidlingen knyttes have- og IT-kyndig bistand.

Indtægterne baseres på entréindtægter, overskud fra arrangementer, overskud fra cafédrift og museumsbutik samt indtægter fra udlejningsvirksomhed. Dertil kommer tilskud fra offentlige og private midler.

Det er et krav fra fredningsmyndighederne, at slot og omgivelser kommer til at fremstå som førhen. Det betyder, at udgravningen bag slottet skal dækkes til igen med en græsklædt skråning i oprindelig profil.

I den fremtidige drift af slottet er der behov for at tilføre en række moderne faciliteter, f.eks. multimedie-formidling. Marienlyst Slots Venner har derfor udarbejdet et projekt, hvor udgravningen benyttes til en udvidelse af slottet. Den foreslåede tilbygning vil samtidig styrke tilgængeligheden for bevægelseshæmmede, og tilføre ”moderne rum” i form af køkkenfaciliteter, garderobe, toiletter samt teknik- og depotrum.

Tilbygningsprojektet har været forelagt Kulturstyrelsen, og Det særlige Bygningssyn har givet en principiel godkendelse af forslaget. Tilbygningen er nærmere omtalt her.

På grund af et alvorligt svampeangreb i slottets tagkonstruktion iværksatte Helsingør Kommune i 2008 en større renovering af tag og facader. Arbejdet med at bekæmpe svampen er afsluttet, og bygningen er udvendigt istandsat med bl.a. nyt kobbertag. Kommunen har med denne istandsættelse, der beløber sig til 32,5 mio. kr., bidraget ganske betydeligt til at sikre Marienlyst Slot for fremtiden.

Den indvendige istandsættelse og tilbageføring af Jardins udsmykning mangler stadig. Men da al inventar er omhyggeligt opbevaret i depot, vil det være muligt at gennemføre en total genskabelse af slottets autentiske interiører.

Parterrehaven er vel vedligeholdt af Helsingør Kommune. Der er udviklingsmuligheder i denne have inden for de eksisterende rammer.

Den romantiske have er sprunget i skov, men et rigt kildemateriale og mange synlige spor gør det muligt at genskabe størstedelen af dette anlæg, som i 1800-tallet var et af landets mest berømte romantiske haveanlæg.

Genskabelsesprojekt for haverne er nærmere beskrevet her

Det samlede projekt, der omfatter færdiggørelse af slottets istandsættelse, opførelse af en mindre under-jordisk tilbygning samt renovering af haverne, har et budget på knap 49 mio. kr. Hertil skal lægges moms og honorarer.
Renoverings- og tilbygningsprojektet er udarbejdet af bestyrelsens fire arkitekter, som har haft værdifuld hjælp fra andre kyndige fagfolk, blandt andet Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der i de senere år har gennemført store haveistandsættelser i såvel arkitektoniske som romantiske anlæg.