Marienlyst Slots Venner

Slot og have

1427 Gråbrødrenes  klosterkirke

1528 klosterbygninger

Den 22. januar 1427, året efter at kong Erik fast havde indført opkrævning af sundtolden, blev gråbrødrenes klosterkirke under højtidelighed indviet af gråbrødremunken Severinus (Søren) af Tranquila, der også var biskop i Norge.  Det har ikke været store bygninger der hørte til klosteret for først i 1495 fik brødrene pavens tilladelse til at forøge deres bygninger. Forstanderen Johannes Petri, der døde i 1528, kom til at stå for byggeriet, dets udvidelse og istandsættelse.

1550 Lundegården,  staldgård til Krogen

I de næste godt fyrre år henlå klostrets bygninger antageligt som ruiner. Teglsten må være hentet til andet byggeri og klostrets have groede til. Den skov, som munkene fik, kom senere til at give navn til den kongelige ladegård eller rettere staldgård – Lundegaarden – som må være opført nogle år efter reformationen. Vi hører om gården første gang i 1550, som kongens, Frederik 2.’s og dermed slottet Krogens staldgård. Lundegaard lå i den senere køkkenhave til Marienlyst – dér, hvor ejendommene Lundegaarden og højhuset Slotsgården findes i dag.

1587 Lundehave  –  Kronborg Have  Det kongeligt lysthus

Frederik 2. fandt sig et passende sted på kystskrænten nord for Helsingør med den ønskede udsigt, nemlig stedet, hvor – gråbrødrenes St. Annæ Kloster lå – det blev kaldt »Lundehave« og senere »Kronborg Have«. I januar 1587, da Kronborg Slotskirkes indre som det sidste på slottet var blevet færdigt, blev der tid til at tage fat på realiseringen af det ønskede lysthus i Lundehave. I oktober 1587 var opførelsen af lysthuset vidt fremskreden, men kongen nåede aldrig at se sit nye lysthus i Lundehaven, for på vej hjem fra Haderslevhus blev han syg og døde den 4. april 1588 på Antvorskov Slot.

1758-64 Marienlyst opføres som et ”maison de plaisire”

I 1758 stod Frederik V.s overhofmarskal Adam Gottlob Moltke over for at skulle udbygge det næsten 200 år gamle lysthus i Frederik 2.s have ved Helsingør. Som arkitekt valgte han en mand, der både havde internationalt udblik og fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden: franskmanden Nicolas-Henri Jardin (1720-99). Haveanlægget blev påbegyndt af Jardin i 1758, efterfulgt af ombygningen af det gamle renæssancelysthus til den nuværende senklassicistiske bygning, der stod helt færdig i 1764.

1796 – 1839

I 1796 forpagter kammerherre og kæmmererer ved Øresunds Toldkammer, Adam Gottlieb von Krogh, slottet med jordtilliggende.

1839 – 1847 A.D.von Kroghs enkesæde

Adam Gottlieb von Krogh døde i 1839, men enken, Magdalene blev boende på slottet og i parrets nærliggende landsted (ved nuværende Birkebo og Hellebo Park) helt frem til 1847,

1848 – 1851

Frederik 7. overdrager i 1848 stedet som rekreationshjem for krigsinvalider fra Treårskrigen 1848-51.
Frederik den Syvende lader i 1848 Marienlysts status af kongelig bolig ændre til rekreationshjem for krigsinvalider fra Treårskrigen 1848-51.

1851

Slottet sættes til salg. Toldkasserer, justitsråd Platou tegner kontrakt på lejemålet ”Marienlyst Slot”, som lejes indtil hans død i slutningen af 1854
Velment, men lidet anvendeligt som sådan, blev slottet sat til salg. Dette har uden tvivl været genstand for megen drøftelse borgerne imellem. Hvorom alting er, så tager redaktøren af Helsingørs Avis emnet op i bladet den 29. marts. Her gør han blandt andetgældende, ”at det er paa tide, at der for Helsingørs Byes Vedkommende tages Forholdsregler, hvorved dens Indvaanere kan sikres Adgang til dettes saa almenyndede Promenader, hvilke nu i Mands Minde have været afbenyttede frit og uhindret”.
En rådstuesamling med deltagelse af 250 borgere bemyndigede kommunalbestyrelsen til at købe Marienlyst med de tilliggende arealer på hen ved 110 tønder land. En del af jorden afhændes straks, og kommunalbestyrelsen annoncerer efter købere til det ledige slot. Ingen køber meldte sig. I stedet satsede man på udlejning. Gennem annoncer henledte kommunalbestyrelsen liebhaveres opmærksomhed på det ledige slot, ”der er bekjendt ved sin skjönne Beliggenhed, omtrent midt i Slotshaven, og sin fortrinlige Udsigt over Sundet, afgiver en elegant og beqvem Bopæl for en herskabelig Familie samt fornödent Staldrum til 4 Heste og 2 Köer, Vognremise, Lo, Lade, Daglige Dampskibsfart mellem Helsingör og Kjöbenhavn frembyder Leilighed til en hurtig og billig Communication med Hovedstaden saavelsom Kysten mellem denne og Helsingör”. Alligevel gik der hen ved et år før toldkasserer, justitsråd Platou som den første tegnede kontrakt på lejemålet ”Marienlyst Slot”. Justitsråden lejede slottet indtil sin død i slutningen af 1854, hvorefter lejemålet overgik til arvingerne, som ved opsigelsen fik godtgjort de installationer, justitsråden havde foretaget.

1858 Marienlyst Cuur- og Søbadeanstalt

Under pomp og pragt kunne I. S. Nathanson i 1858 indvie sit kurbad under navnet “Søbadet Marienlyst”. ”Søbadet Marienlyst ved Helsingør” averteredes således i Berlingske Tidende: ”Dette fortrinlige, umiddelbart Nord for Helsingør ved Øresund beliggende Søbad forener – ved sin sunde Beliggenhed i en af vore skønneste, paa skyggefulde Promenader og herlige Skove, rige Egne, ved Vandets Saltholdighed, dets ved bestandige Strømninger og Locale Forhold vedligeholdte ualmindelige Klarhed og Friskhed, den fortrinlige Sandbund og den noksom bekendte helbredende Indflydelse af den rene og forfriskende, fra det aabne Hav indstrømmende Søluft – Egenskaber, som stille det i Rang med de første Søbade i Europa.
Foruden det daglig skiftende interessante Syn af de Kysten ganske nær i Hundredtal forbipasserende Sejlere og Dampskibe under alle Nationers Flag tilbydes Udflugter i de til Badestedet stødende Skove og den ualmindeligt skønne Omegn, Fiskeri og Seiltoure i Sundet, samt til den nærliggende svenske Kyst,Soirées dansantes i Kursalen, Musik i Parken o.s.v., rige og afvekslende Adspredelser. Kunstige Mineralvand, Ko- og Gedemælk kunne erholdes paa Stedet. Varme Bade og Dampbade findes i Byen …” Averteringen i dagspressen var øjensynlig effektfuld. Vel draget af alt det nye og spændende, som kurbadet kunne byde på, var søgningen til stedet betragtelig.

1873 – 1883 Helsingør Kommune

1931 Helsingør Bymuseum

1940 Helsingør Hamlet – og Bymuseum”

I løbet af sommeren 1931 blev Helsingør Bymuseums samlinger overflyttet fra Karmeliterklostret til Marienlyst Slot, hvor en halv snes rum blev stillet til rådighed for udstilling af samlingerne. I slutningen af 1930’erne overtog lederen af Handels- og Søfartsmuseet,museumsdirektør Knud Klem efter borgmester Peder Christensens ønske den daglige ledelse af museet. I forbindelse med navneforandringen til ”Helsingør Hamlet- og Bymuseum” i 1940 blev samlingerne nyopstillet. Museet fik ved samme lejlighed også rådighed over 2. etage på Marienlyst Slot, da arkitekt Volmar Drosted fraflyttede lejligheden, som han havde overtaget i 1937 efter dommer Elias Olrik. var kandidat Smith, som imidlertid kun blev boende på slottet i to år.

Lysthuset i Lundehaven

Lysthuset i Lundehaven

Af Lars Bjørn Madsen

Næppe mange tænker over, at der i den franske arkitekt, Nicolas-Henri Jardins nyklassicistiske mesterværk, Marienlyst Slot, der for tiden formummer sig bag jernrør og plast, gemmer sig et ældgammelt lysthus fra Frederik den Andens tid. Først når guiden nede fra parterrehaven ivrigt peger op på Marienlysts fremhævede midtparti, fornemmer tilskueren en smal, tårnlignende bygning udvidet med to sidefløje. Og det er netop dét Jardin i sin tid har gjort – med en virkelig mesters hånd, som kunsthistorikeren Christian Elling ville have sagt.

Danmarks konge, Frederik den Anden, fandt vej til sundtoldsbyen og ombyggede Erik af Pommerns lukkede, frygtindgydende slot til en spinkel, arkitektonisk perle i form af Kronborg. Som fæstning, for det var renæssanceslottet jo samtidig, manglede der dog et lysthus, som kunne fuldende fornøjelsen ved et ophold i Helsingør, hvor han stadig havde mange arbejder i gang. Ganske vist havde kongen ladet ikke mindre end to lysthuse opføre på Kronborgs bastioner. Det ene var i 1583 allerede opført på »Ridderpostejen«, en ny bastion nord for slottet og var en temmelig stor bygning i to etager med svungne gavle og trappetårn, men disse lysthuse lå blot ikke i de naturskønne omgivelser, som den natur- og jagtglade konge ønskede. Og hans vidunderligt beliggende badstuehus nær det nys nyombyggede Frederiksborg løste jo ikke problemerne, hvis også udsigten over det givtige Øresund skulle tilgodeses.

Altså fandt han sig et passende sted på kystskrænten nord for Helsingør med den ønskede udsigt, nemlig stedet, hvor et af byens tre klostre havde ligget, nemlig gråbrødrenes St. Annæ Kloster, og som blev kaldt »Lundehave« og senere »Kronborg Have«. I januar 1587, da Kronborg Slotskirkes indre som det sidste på slottet var blevet færdigt, blev der tid til at tage fat på realiseringen af det ønskede lysthus. Tømrerne rejste stilladserne, murerne og 47 arbejdsmænd arbejdede ihærdigt på byggeriet. Fra den 31. Maj til 5. Juni 1587 var kongen i Helsingør for at tilse Kronborg og lysthuset, og om aftenen drog han til Frederiksborg, hvor han overnattede i badstuehuset. I oktober 1587 var opførelsen af lysthuset så vidt fremskreden, at kongen fra sit ophold i Egtved bad sin lensmand på Kronborg, Gert Rantzow, om at pillerne på lysthusets udsigtsplatform skulle laves af sten ligesom lysthuset på Ridderpostejen. Han bad også om at alle gulvene skulle belægges med brædder og ikke med fliser, bortset fra ved kaminer og skorstene. Pladsen foran lysthuset skulle belægges »mett huggen Steen« ligesom ved badstuehuset ved Frederiksborg. Og så bad han sluttelig Ranzow om at skaffe ham fra »Danzig nogle rette guode ferske Aggurcker«! Ganen skulle øjensynlig også vederkvæges med andet end vin.

Kongen nåede aldrig at se sit nye lysthus i Lundehaven, for på vej hjem fra Haderslevhus blev han syg og døde den 4. april 1588 på Antvorskov Slot.

Det nye lysthus stod der dog og så ganske imponerende ud i de landlige omgivelser nord for sundtoldsbyen. Den tårnagtige bygning, der stod klos op ad den stejle kystskrænt, lignede nærmest et par fag gårdfacade af et romersk palads fra højrenæssancen og var i det hele taget en usædvanlig bygning under disse kølige himmelstrøg. Huset var opført af store mursten, der muligvis kunne stamme fra det nedrevne kloster, men det kan ikke siges med sikkerhed. Det var tre etager højt, og forbindelsen mellem etagerne tilvejebragtes på nordisk renæssancemanér ved et trappetårn placeret på bygningens bagside. Dog kunne man – i virkeligheden som på det nuværende Marienlyst – ad en bro fra toppen af den bagved liggende kystskrænt gå direkte ind til kongens værelse på øverste etage. Lysthusets façade var karakteristisk ved de åbne loggiaer ud for underste og mellemste etage. Begge etagers arkadebuer var båret af toskanske søjler af grå sandsten, og på den mellemste etages to midterste postamenter havde man indhugget kong Frederiks og hans dronning Sofies forbogstaver, et F og et S. Alle lysthusets vinduer var forsynet med karme af grå sandsten, og et par af disse kom for dagens lys i det nuværende Marienlyst, da man i 1987 nedtog J. Fabris store Veneziamaleri, der var en del af vægdekorationen i øverste etages spisesal. Bymuseet foretog i den forbindelse en undersøgelse og opmåling af en af sandstenskarmene samt et par af de sandstenskvadre, der i en fortanding har omsluttet vinduerne efter god renæssanceskik. Et mønster man ser gentaget på nogle af 1800-tallets historicistiske bygninger. Øverst kronedes lysthuset af en balustrade af sten, og i hvert hjørne stod nogle figurer. Taget var fladt, eller i det mindste med meget svag hældning, og belagt med blyplader. Meget tyder på, at det har været til at gå på, da bygningen samtidig har fungeret som et udsigtstårn. Derfor har trappetårnet ind mod skrænten med stor sandsynlighed været højere end bygningen, således at man har kunnet gå fra tårnet lige ud på taget. Ganske vist er der ingen af de eksisterende billeder af lysthuset fra 16- og 1700-årene, der viser et sådant forhøjet tårn, men beskrivelserne i de skriftlige kilder synes alle at pege mod et sådant forhøjet tårn. Det er først ved Jardins ombygning af lysthuset, at adgangen til taget har været mere beskeden, nemlig via en luge i taget. Hverken Lundehaves eller Marienlysts tag har været egnet til at gå på, hvilket har vist sig ved gentagne problemer med utætheder i taget, da belægningen, uanset om det var det oprindelige bly eller det senere kobber, ikke kunne tåle, »at de kongelige havde gået derpå«. I lysthusets underste etage fandtes rustkammeret, der senere blev omdannet til et stort køkken. Rustkammeret var et vigtigt rum i datidens lyststeder. Både på Kronborg, Haderslevhus og i Sparepenge ved Frederiksborg fandtes sådanne rustkamre. Her fandtes alt, hvad der var nødvendigt til brug for den rendebane (ridebane), der var anlagt i haven mellem lysthuset og Lundegaard (lå omtrent, hvor højhuset nu står). I 1647 fortæller gartner Hans Rasmussøn Block, at »der er blevet holdt mange lystige turneringer og dyst-renden af de unge herrer og også af mange fremmede, som har besøgt majestæten«. Rustkammeret havde indgang fra haven ad en dør i nordmuren, og på den åbne loggia ud for rustkammeret kunne den mindre aktive del af de kongelige gæster stå og betragte haven og turneringerne på rendebanen.

Det vil føre for vidt hér at beskrive alle rummene i Lundehave, som det ellers er muligt, takket være bl.a. et inventarium fra 1602. Blot skal det nævnes, at dronningens kammer lå over rustkammeret og at kongens kammer, som salen beskedent kaldes, fandets i den øverste etage.

I modsætning til Marienlyst, ved vi ikke med sikkerhed, hvem der har været arkitekten bag Frederik den Andens Lundehave, men noget kunne tyde på, at den kongelige bygmester Hans van Steenwinckel har ledet byggeriet i 1587-88. Ganske vist havde han i disse år travlt med byggeriet af Tycho Brahes Uranieborg på Ven, så det er bestemt muligt, at også førnævnte Gert Rantzow har haft en finger med i spillet, for han var ligesom sin far, Henrik Rantzow, meget interesseret i antikken og den moderne italienske arkitektur og har måske skelet til samtidige værker som Vitruvius’ store tibindsværk »De Architectura« eller Serlio og Palladios senere bogværker om arkitektur.
Vi ved, at Christian den Fjerde, nød adskillige ophold i Lundehave. Allerede i 1596 ved den da kun 19-årige konges kroningsfest, der varede adskillige dage, aflagde det fornemme selskab et tredages besøg i Helsingør og Lundehave. I 1635 meddeler kongen fra Københavns Slot i et brev til lensmanden på Kronborg, Frederik Urne, at »jeg agter om gud vil, i morgen efter prædiken at begive mig til Kronborg, og da min kok grundet mangel på vogne ikke kan være til stede, så skal du lade din kok gøre klar til et aftensfestmåltid i Lundehave i morgen.« Ofte var Lundehave stedet, hvor kongen fik sine måltider, når han tit og ofte var på kobbermøllen og de andre virksomheder i Hellebæk. Det gamle rustkammer i underste etage blev under Christian den Fjerde indskrænket væsentligt i forhold til et større køkken, der skulle klare leverancen af mad ved kongens mange selskaber, der blev holdet her.

Under svenskekrigene 1658-60 blev store dele af Helsingør ødelagt og Lundehave gik heller ikke ram forbi. Således var blytaget stort set væk, og man kunne fristes til at tro at det har været brugt til støbning af kugler, men det ved vi ikke noget om. I hvert fald bliver lysthuset restaureret, men ikke før i 1680-81, hvor Christian den Femte er konge. Det var kongens generalbygmester, Lambert van Haven, der stod for det omfattende restaureringsarbejde, og han var på det tidspunkt godt erfaren med den slags og var samtidig i gang med istandsættelsen af audienssalen og galleriet på Frederiksborg Slot efter en brand. Et nyt fornemt dekoreret loft til kongens værelse og en sikring af dette ved belægning af taget med kobberplader, var noget af arbejdet, der også resulterede i en lettere tilrettet façade prydet med kongens monogram og årstallet 1681. Det er Lysthuset i denne udformning man ser på det fine kobberstik, der findes i L. de Thurahs store værk »Den Danske Vitruvius« fra 1749.

Efter Christian den Femtes død i 1699, har lysthuset næppe været i brug i mange år, og det måtte da også restaureres i 1717, hvor kongelig bygmester Johan Conrad Ernst stod for arbejdet. For tredie gang kom Frederik den Andens fine renæssancebygning atter til ære og værdighed, men kun til 1747, hvor kongen, Frederik den Femte, meddeler at han ikke finder Lundehave, at »være til nogen synderlig nytte for vor tjeneste«, så man valgte at sælge ejendommen ved offentlig auktion. Køber blev konferensråd Johan Gottlieb Putscher, der i 1750 var blevet udnævnt til toldkammererer ved Øresunds Toldkammer, og han fik utvivlsomt stor glæde af lysthuset, men valgte at sælge det i 1758 til overhofmarskal, greve A.G. Moltke, og dermed begyndte et helt nyt kapitel af havens og husets historie.

Det kongelige lysthus og dets have

Det kongelige lysthus og dets have

Den svenske jurist og embedsmand, Thor August Odenkrants, der var på sommerrejse i 1806, var blot en af byens mange turister, der lod sig fascinere af Marienlyst Slot: ”…i den skønne aftenstund hæver dette slot sig som en skytsånd over den herlige egn omkring Helsingør”.
Marienlyst er et kongeligt lysthus og dets placering i landskabet med den enestående udsigt over Sundet, er bygningens fornemste smykke. Haven og slottet er tegnet som et sammenhængende hele, og at havens geometri er afledt af slottets dimensioner.
Der er netop dette samspil mellem bygning og landskab, der har været altafgørende for kongen og hans familie, for på dette prægtige sted at kunne nyde udsigten over det livgivende Øresund og den kunstsmykkede parterrehave. Mellem måltiderne kunne de gå tur i haven og på de tilstødende jorder langs kystskrænten, der senere blev omdannet til det nok så berømmede romantiske haveanlæg.
Marienlyst er en bygning, der spiller på at være bygget ind i en skrænt og at skulle skifte for- og bagside efter sin funktion: I det daglige var forsiden facaden mod haven og bagsiden den uanselige strimmel bygning med vinduer, der var synlig over skrænten. Men når kongen kom på besøg, blev rollerne byttet om. Indgangen på vestsiden blev atter til hovedindgangen, der førte direkte ind til Kongens Værelse – den fornemste etage med den enestående udsigt.

Enestående er bygningens intimitet, rummenes historik de florlette elegante møbel- og vægudsmykninger; hjørnekabinettet, der stadig står i sin oprindelige skikkelse og kongens værelse, hvorfra vi til stadighed fortrylles over udsigten til parterrehaven, den gamle fisker- og færgebebyggelse Lappen og mest af alt Sundet med Skåne og Kullens blånede klipper i horisonten. En herlighedsværdi for Helsingør, at man har et sådant klenodie, for det er helt enestående, at slot og have til stadighed fungerer som en helhed, og at store dele af det oprindelige romantiske haveanlæg er bevaret helt ud til LO-skolen med de store muligheder dette byder på.