Nytårskur 2023 - Formandens tale

Nytårskur på Marienlyst Slot, 29.01.2023


Søndag den 29. januar afholdt vi en meget velbesøgt nytårskur for vores medlemmer.
Omkring 150 glade medlemmer lyttede til det lokale kor ”La Corius”, og bagefter bød foreningen på bobler og kransekage.
Ved denne lejlighed holdt formanden en tale, hvor vores nyeste publikation ”Romantisk have, Et engelsk haveanlæg i Helsingør” også blev præsenteret, og medlemmerne kunne få et eksemplar med hjem.


Formandens Tale

Allerførst – en stor tak til jer, medlemmerne af Marienlyst Slots Venner, for jeres trofaste opbakning gennem de sidste 11 år. Uden jer var det slet ikke gået.
Det er en stor fornøjelse at stå her i dag til nytårskur.
Vi havde valget mellem gravøl eller fest – og vi vælger festen.
Den vælger vi naturligvis på baggrund af de to store donationer fra henholdsvis Augustinusfonden med godt 5 mio. kr., og de knap 11 mio. kr. fra Aage Louis Hansen fonden, i alt 16.1 mio. kr.

Nu forestår der 2-3 års intensivt arbejde med at renovere slottet indvendigt, og med, forhåbentligt, allerede om et år så småt at få gang i driften med cafe, formidling af havekunst, udlejning, arrangementer osv.,
Mere om det hen ad vejen, og vi vil bestræbe os på at lave nogle medlemsinformationer, så kan følge med. Det er altid farligt at love sådan noget, men I hørte mig sige, at vi vil bestræbe os på det.
På sidste generalforsamling blev rammeplanen for den romantiske have præsenteret.
I den forbindelse fik vi lyst til at klarlægge, hvad der var den egentlige historie bag skovhavens tilblivelse var.
Det har Hannes Stephensen, som har lagt et kæmpe arbejde i bestyrelsen tilbage fra starten i 2012 nu søgt at redegøre for i den bog som bliver præsenteret her i dag.
Men det har han ikke været ene om. Hans hustru Lulu Stephensen, som nok er den der ved allermest om Marienlyst Slot og haver været medforfatter til, og vi er dem begge dybt taknemmelig for, at de med mange timers frivilligt arbejde har kortlagt omstændighederne bag historien, og som har været med til at underbygge, og validere vores ansøgningsmateriale til fondene.
Marienlyst Slot har siden 1588 været scenen for en række kongelige haveanlæg. Det interessante er, at alle disse haveanlæg er udført i de store stilepokers barndom. Renæssance, barok, klassicisme, oplysningstid og romantik og sidst og ikke mindst i nyere tid.
Det er sjældent at alle disse haver er så veldokumenterede, ikke mindst renæssancehaven ved Marienlyst, der er en af de få haver i Danmark fra denne tid, og som er så velbeskrevet.
Den romantiske have ved Marienlyst Slot ligger som bekendt her lige udenfor døren, oppe bagved på åsen i retning mod Hornbæk.
De fleste opfatter den i dag nok mere som en attraktiv rekreativ skov, hvor man kan lufte hunde og motionere og ikke som en have, selvom den betegnes som Kongens Have.
Dette navn fik den dog ret sent, faktisk efter at slottet var overgået fra kongens eje til kommunens eje, men selve haven ligger stadig som en struktur under alt det, vi ser i dag. Den er blot sprunget i skov.
Vi ser det som en oplagt mulighed at retablere store dele af denne have, netop fordi det er vores mål at formidle havekunstens mangfoldighed, ikke mindst forskellen mellem barokkens klippede og symmetriske haver og den romantiske haves brug af naturens egen skønhed tilrettelagt som en varieret oplevelse på en spadseretur.
Den landskabelige have er, som alle de øvrige haver omkring Marienlyst Slots brogede historie, udført som en af de første af sin art i Danmark, og den er tilrettelagt af nogle af datidens bedste indenfor faget, og har desuden tråde langt udover landets grænser, med forbilleder i både Tyskland, Frankrig og England.
Den havde en kortvarig men opsigtsvækkende berømmelse, hvor den, ifølge H.C. Andersen, blev karakteriseret som en af tidens mest betydningsfulde, hvis lige man skulle helt til Bosporus eller Napoli for at finde noget, der var værdigt til en sammenligning.
Så det er ikke en hvilken som helst have, vi har her lige udenfor døren. Det er et nationalt klenodie ligesom slottet selv, og vi er stolte over at vi, takket være de to store fondes generøsitet, er i stand til at starte processen med at genrejse de kvaliteter, der ligger i dette historiemættede område.
Bogen nåede ikke at blive færdig til sidste års generalforsamling, og det er først i dag vi fandt den rigtige anledning til at offentliggøre den.
Vi forærede et eksemplar til byrådsmedlemmerne på årets sidste møde, med en opfordring til at læse den, idet, som vi skrev, ”Den er god til at få forstand af”.
Jeg har selv fået god forstand af at læse den, og jeg ønsker jer en rigtig god læselyst, og ser nu frem til en realisering af alle de ideer, der ligger til grund for vores arbejde gennem de sidste 11 år med et genåbnet slot og en formidling af havekunsten både lokalt, men også med tråde langt ud i Europa.

Rigtig godt nytår.