Marienlyst Slot og haver

Marienlyst Slot er bygget som kongeligt lystslot til Kronborg. Muligheden for at kunne anlægge en lysthave var en af de væsentlige årsager til placeringen lidt nord for Helsingør.

Lundehave, som lystslottet kaldtes, blev opført i 1587-88 af Frederik II, og var oprindeligt en tårnlignende bygning i tre etager. Slottet fik sin nuværende udformning i 1759-64, af en af 1700-tallets største europæiske arkitekter, Nicolas-Henri Jardin, som med elegant genanvendelse af det oprindelige midtparti udvidede bygningen til et mere tidssvarende opholdssted. Marienlyst Slot blev fredet i 1918, samme år, som den første danske bygningsfredningslov trådte i kraft.

Også bygningens fornemme historiske interiører, der er tegnet af Jardin og sidenhen suppleret med værker af J.C. Lillie, er meget velbevarede og hører til nationens umistelige skatte.

Parterrehaven blev oprindelig skabt af slottets arkitekt N-H. Jardin i 1759-60. Omkring 1920 blev haven omlagt af landskabsarkitekt G. N. Brandt til den skikkelse, som den har i dag. Brandt tog udgangspunkt i Jardins plan, men forenklede den så den blev tilpasset ændringen fra kongelig lysthave til folkelig park. Brandts have er fredet.

I 1790'erne anlagde Johan Ludvig Mansa en romantisk stemningshave, der strækker sig fra slottet på kanten af kystbrinken og ca. 2 km. helt til Højstrup. Den romantiske have var yderst berømmet for sin skønhed og de prægtige udsigter, og H.C. Andersen, som i 1826 besøgte haven, har skildret besøget med stor begejstring.

Slottets historie og arkitektur er nærmere beskrevet her

For yderligere beskrivelse af havernes udviklingshistorie henvises til bogen Marienlyst Slot og haver. Bogen udleveres til alle medlemmer.

Marienlyst Slots historie og arkitektur

Marienlyst Slots historie rækker tilbage til middelalderen, hvor gråbrødrene anlagde et kloster lidt uden for Helsingør. Ved reformationen i 1536 tilfaldt alle klosterjorderne kronen, som derved blev ejer af selve klosterbygningen samt den have, der lå nordvest for klostret. Frederik den anden havde gode kontakter rundt om i Europa, og der er ingen tvivl om, at han har været bekendt med de landsteder, der i dette århundrede blev opført, fortrinsvis i Italien, der på dette tidspunkt var toneangivende inden for arkitektonisk nytænkning.

Kongen savnede en have og et alternativ til Kronborgs militante miljø. Ikke et sted, hvor han skulle bo, men blot et lille sted til afslappet dagophold, jagt og drikkelag. I munkenes gamle have lod han opføre en mindre, tårnlignende bygning, kaldet Lundehave. Udseendet kendes fra gamle stik, og livet i haven beskrives omhyggeligt og levende af havens egen gartner. Det er et sjældent dokument, for renæssancens havekultur er kun sparsomt beskrevet i Norden.

I 1588 stod det nye landsted færdigt, samme år som Frederik den anden dør, og Christian den fjerde indsættes som konge. Det vides, at vores byggelystne konge tit brugte Lundehave, dels til adspredelse og dels som et sted, hvor han kunne få arbejdsro.

Lundehave forfaldt, selvom der var flere forsøg på genrejsning, herunder et imponerende forslag til at etablere en ny barokhave. Først 1756 skete der noget afgørende, idet Lundehave blev solgt og videresolgt til Adam Gottlop Moltke, der lod den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin forestå en ombygning af slottet. Jardin ændrede facaden, og udvidede bygningen med fire fag på hver side til det udseende, som vi ser i dag. Han anlagde også haven, der geometrisk tog afsæt i det nye bygningsværks proportioner.

Jardin, som var indkaldt til Danmark for at varetage opførelsen af Frederikskirken efter Eigtveds død, blev også professor ved det nyoprettede Kunstakademi, og senere chef for det kongelige bygningsvæsen. Han havde opholdt sig i Rom og studeret det antikke formsprog, men forlod ikke helt rokokoens forfinede lethed og ynde. Marienlyst Slot er et fornemt udtryk for den gennemarbejdede proportionering, som kendetegner Jardins arkitektur.

Bygningens markante interiører rummer håndværk af fornemmeste karat, udført af landets betydeligste kongelige hofmalere, stukkatører, billedhuggere, træskærere, forgyldere og stenhuggere. Det gælder eksempelvis spejle med portrætter malet af C.G. Pilo, lysekroner, forgyldte ornamenter i lindetræ skåret af Grundt og Stanleys, vægmalerier af Mandelberg og Fabris, samt dørstykker, konsolborde, paneler og et kabinet udsmykket af hofdekoratør Joseph Christian Lillie. Indvendigt eksisterer Jardins interiører stadig, og er et af de få, der ikke er ændret af eftertidens ombygninger.

Slottet tog navn efter enkedronning Juliane Marie, der efter planen skulle tage fast ophold på slottet, efter at det atter var tilbageskødet til kronen. Men hun kom aldrig til at bo der, og efter systemskiftet i 1848 blev det solgt ved auktion i 1851 til Helsingør Kommune. Herefter blev slottet lejet ud til Marienlyst Kurbad, hvor park og slot blev anvendt til underholdning for gæsterne. Dette ophørte i begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor kurbadet måtte lukke. Slottet blev herefter udlejet til beboelse til udvalgte borgere. Senest indgik det i en årrække som en del af byens museer, indtil et angreb af ægte hussvamp nødvendiggjorde en omfattende redning. Slottet er nu sikret, men en tilbageføring og istandsættelse af de indvendige interiører mangler.

Det Kongelige lysthus

Af Lars Bjørn Madsen

Næppe mange tænker over, at der i den franske arkitekt, Nicolas-Henri Jardins nyklassicistiske mesterværk, Marienlyst Slot, der for tiden formummer sig bag jernrør og plast, gemmer sig et ældgammelt lysthus fra Frederik den Andens tid. Først når guiden nede fra parterrehaven ivrigt peger op på Marienlysts fremhævede midtparti, fornemmer tilskueren en smal, tårnlignende bygning udvidet med to sidefløje. Og det er netop dét Jardin i sin tid har gjort - med en virkelig mesters hånd, som kunsthistorikeren Christian Elling ville have sagt.

Danmarks konge, Frederik den Anden, fandt vej til sundtoldsbyen og ombyggede Erik af Pommerns lukkede, frygtindgydende slot til en spinkel, arkitektonisk perle i form af Kronborg. Som fæstning, for det var renæssanceslottet jo samtidig, manglede der dog et lysthus, som kunne fuldende fornøjelsen ved et ophold i Helsingør, hvor han stadig havde mange arbejder i gang. Ganske vist havde kongen ladet ikke mindre end to lysthuse opføre på Kronborgs bastioner. Det ene var i 1583 allerede opført på »Ridderpostejen«, en ny bastion syd for slottet og var en temmelig stor bygning i to etager med svungne gavle og trappetårn, men disse lysthuse lå blot ikke i de naturskønne omgivelser, som den natur- og jagtglade konge ønskede. Og hans vidunderligt beliggende badstuehus nær det nys nyombyggede Frederiksborg løste jo ikke problemerne, hvis også udsigten over det givtige Øresund skulle tilgodeses.

Altså fandt han sig et passende sted på kystskrænten nord for Helsingør med den ønskede udsigt, nemlig stedet, hvor et af byens tre klostre havde ligget, nemlig gråbrødrenes St. Annæ Kloster, og som blev kaldt »Lundehave« og senere »Kronborg Have«. I januar 1587, da Kronborg Slotskirkes indre som det sidste på slottet var blevet færdigt, blev der tid til at tage fat på realiseringen af det ønskede lysthus. Tømrerne rejste stilladserne, murerne og 47 arbejdsmænd arbejdede ihærdigt på byggeriet. Fra den 31. Maj til 5. Juni 1587 var kongen i Helsingør for at tilse Kronborg og lysthuset, og om aftenen drog han til Frederiksborg, hvor han overnattede i badstuehuset. I oktober 1587 var opførelsen af lysthuset så vidt fremskreden, at kongen fra sit ophold i Egtved bad sin lensmand på Kronborg, Gert Rantzow, om at pillerne på lysthusets udsigtsplatform skulle laves af sten ligesom lysthuset på Ridderpostejen. Han bad også om at alle gulvene skulle belægges med brædder og ikke med fliser, bortset fra ved kaminer og skorstene. Pladsen foran lysthuset skulle belægges »mett huggen Steen« ligesom ved badstuehuset ved Frederiksborg. Og så bad han sluttelig Ranzow om at skaffe ham fra »Danzig nogle rette guode ferske Aggurcker«! Ganen skulle øjensynlig også vederkvæges med andet end vin. Kongen nåede aldrig at se sit nye lysthus i Lundehaven, for på vej hjem fra Haderslevhus blev han syg og døde den 4. april 1588 på Antvorskov Slot.

Det nye lysthus stod der dog og så ganske imponerende ud i de landlige omgivelser nord for sundtoldsbyen. Den tårnagtige bygning, der stod klos op ad den stejle kystskrænt, lignede nærmest et par fag gårdfacade af et romersk palads fra højrenæssancen og var i det hele taget en usædvanlig bygning under disse kølige himmelstrøg. Huset var opført af store mursten, der muligvis kunne stamme fra det nedrevne kloster, men det kan ikke siges med sikkerhed. Det var tre etager højt, og forbindelsen mellem etagerne tilvejebragtes på nordisk renæssancemanér ved et trappetårn placeret på bygningens bagside. Dog kunne man – i virkeligheden som på det nuværende Marienlyst – ad en bro fra toppen af den bagved liggende kystskrænt gå direkte ind til kongens værelse på øverste etage. Lysthusets façade var karakteristisk ved de åbne loggiaer ud for underste og mellemste etage. Begge etagers arkadebuer var båret af toskanske søjler af grå sandsten, og på den mellemste etages to midterste postamenter havde man indhugget kong Frederiks og hans dronning Sofies forbogstaver, et F og et S. Alle lysthusets vinduer var forsynet med karme af grå sandsten, og et par af disse kom for dagens lys i det nuværende Marienlyst, da man i 1987 nedtog J. Fabris store Veneziamaleri, der var en del af vægdekorationen i øverste etages spisesal. Bymuseet foretog i den forbindelse en undersøgelse og opmåling af en af sandstenskarmene samt et par af de sandstenskvadre, der i en fortanding har omsluttet vinduerne efter god renæssanceskik. Et mønster man ser gentaget på nogle af 1800-tallets historicistiske bygninger. Øverst kronedes lysthuset af en balustrade af sten, og i hvert hjørne stod nogle figurer. Taget var fladt, eller i det mindste med meget svag hældning, og belagt med blyplader. Meget tyder på, at det har været til at gå på, da bygningen samtidig har fungeret som et udsigtstårn. Derfor har trappetårnet ind mod skrænten med stor sandsynlighed været højere end bygningen, således at man har kunnet gå fra tårnet lige ud på taget. Ganske vist er der ingen af de eksisterende billeder af lysthuset fra 16- og 1700-årene, der viser et sådant forhøjet tårn, men beskrivelserne i de skriftlige kilder synes alle at pege mod et sådant forhøjet tårn. Det er først ved Jardins ombygning af lysthuset, at adgangen til taget har været mere beskeden, nemlig via en luge i taget. Hverken Lundehaves eller Marienlysts tag har været egnet til at gå på, hvilket har vist sig ved gentagne problemer med utætheder i taget, da belægningen, uanset om det var det oprindelige bly eller det senere kobber, ikke kunne tåle, »at de kongelige havde gået derpå«. I lysthusets underste etage fandtes rustkammeret, der senere blev omdannet til et stort køkken. Rustkammeret var et vigtigt rum i datidens lyststeder. Både på Kronborg, Haderslevhus og i Sparepenge ved Frederiksborg fandtes sådanne rustkamre. Her fandtes alt, hvad der var nødvendigt til brug for den rendebane (ridebane), der var anlagt i haven mellem lysthuset og Lundegaard (lå omtrent, hvor højhuset nu står). I 1647 fortæller gartner Hans Rasmussøn Block, at »der er blevet holdt mange lystige turneringer og dyst-renden af de unge herrer og også af mange fremmede, som har besøgt majestæten«. Rustkammeret havde indgang fra haven ad en dør i nordmuren, og på den åbne loggia ud for rustkammeret kunne den mindre aktive del af de kongelige gæster stå og betragte haven og turneringerne på rendebanen.

Det vil føre for vidt hér at beskrive alle rummene i Lundehave, som det ellers er muligt, takket være bl.a. et inventarium fra 1602. Blot skal det nævnes, at dronningens kammer lå over rustkammeret og at kongens kammer, som salen beskedent kaldes, fandets i den øverste etage. I modsætning til Marienlyst, ved vi ikke med sikkerhed, hvem der har været arkitekten bag Frederik den Andens Lundehave, men noget kunne tyde på, at den kongelige bygmester Hans van Steenwinckel har ledet byggeriet i 1587-88. Ganske vist havde han i disse år travlt med byggeriet af Tycho Brahes Uranieborg på Ven, så det er bestemt muligt, at også førnævnte Gert Rantzow har haft en finger med i spillet, for han var ligesom sin far, Henrik Rantzow, meget interesseret i antikken og den moderne italienske arkitektur og har måske skelet til samtidige værker som Vitruvius’ store tibindsværk »De Architectura« eller Serlio og Palladios senere bogværker om arkitektur.

Vi ved, at Christian den Fjerde, nød adskillige ophold i Lundehave. Allerede i 1596 ved den da kun 19-årige konges kroningsfest, der varede adskillige dage, aflagde det fornemme selskab et tredages besøg i Helsingør og Lundehave. I 1635 meddeler kongen fra Københavns Slot i et brev til lensmanden på Kronborg, Frederik Urne, at »jeg agter om gud vil, i morgen efter prædiken at begive mig til Kronborg, og da min kok grundet mangel på vogne ikke kan være til stede, så skal du lade din kok gøre klar til et aftensfestmåltid i Lundehave i morgen.« Ofte var Lundehave stedet, hvor kongen fik sine måltider, når han tit og ofte var på kobbermøllen og de andre virksomheder i Hellebæk. Det gamle rustkammer i underste etage blev under Christian den Fjerde indskrænket væsentligt i forhold til et større køkken, der skulle klare leverancen af mad ved kongens mange selskaber, der blev holdet her.

Under svenskekrigene 1658-60 blev store dele af Helsingør ødelagt og Lundehave gik heller ikke ram forbi. Således var blytaget stort set væk, og man kunne fristes til at tro at det har været brugt til støbning af kugler, men det ved vi ikke noget om. I hvert fald bliver lysthuset restaureret, men ikke før i 1680-81, hvor Christian den Femte er konge. Det var kongens generalbygmester, Lambert van Haven, der stod for det omfattende restaureringsarbejde, og han var på det tidspunkt godt erfaren med den slags og var samtidig i gang med istandsættelsen af audienssalen og galleriet på Frederiksborg Slot efter en brand. Et nyt fornemt dekoreret loft til kongens værelse og en sikring af dette ved belægning af taget med kobberplader, var noget af arbejdet, der også resulterede i en lettere tilrettet façade prydet med kongens monogram og årstallet 1681. Det er Lysthuset i denne udformning man ser på det fine kobberstik, der findes i L. de Thurahs store værk »Den Danske Vitruvius« fra 1749.

Efter Christian den Femtes død i 1699, har lysthuset næppe været i brug i mange år, og det måtte da også restaureres i 1717, hvor kongelig bygmester Johan Conrad Ernst stod for arbejdet. For tredie gang kom Frederik den Andens fine renæssancebygning atter til ære og værdighed, men kun til 1747, hvor kongen, Frederik den Femte, meddeler at han ikke finder Lundehave, at »være til nogen synderlig nytte for vor tjeneste«, så man valgte at sælge ejendommen ved offentlig auktion. Køber blev konferensråd Johan Gottlieb Putscher, der i 1750 var blevet udnævnt til toldkammererer ved Øresunds Toldkammer, og han fik utvivlsomt stor glæde af lysthuset, men valgte at sælge det i 1758 til overhofmarskal, greve A.G. Moltke, og dermed begyndte et helt nyt kapitel af havens og husets historie.

Foto vist med tilladelse fra: Lars Rolfsted Mortensen